Da min dreng blev 3 år, begyndte han at spørge rigtig meget til sin mormor, som han desværre aldrig lærte at kende. Hun døde, inden han blev født. En dag ved morgenmaden spurgte han pludselig ”Hvor bor mormor egentlig henne?” – nu hvor hun er død? Og jeg forsøgte at forklare ham om døden på en børnevenlig måde, men hvor var det dog svært. Derfor skrev jeg børnebogen her til ham, så han bedre kunne forstå, hvor mormor er nu. Og jeg må sige, at historien sidder fast! Flere gange om ugen kigger han op på skyerne og siger – ”Der er mormor jo!”

Så hvis der er nogen, der kunne bruge en sød og børnevenlig historie om døden, så er den tilgængelig gratis her.

Hvor bor mormor egentlig henne?

Valentin kiggede op på de store flotte træer i den enorme skov. Trækronerne svajede frem og tilbage. Bladene var helt grønne, og nede fra jorden, hvor han stod, kunne han slet ikke se himlen. Så tætte var trækronerne.

Valentin kiggede på sin mor og far. Hunden var løbet i forvejen og havde fundet en gren, den legede med. Valentin ville egentlig gerne løbe ned til hunden og lege, men de tætte trækroner havde fået ham til at tænke.

”Mor,” spurgte han. ”Hvor bor mormor egentlig henne nu?”

Valentins mor og far kiggede et øjeblik på hinanden, inden moren svarede:
”Mormor er jo oppe i himlen nu. Hvor hun passer på os!”

Valentin syntes altså stadig, at det var et underligt svar. Han sagde ikke noget, for han forstod det ikke helt. Han kunne jo ikke se hende, som han havde set hende så mange gange før. Og når de havde besøgt hende på hospitalet, så havde han jo kunnet se hende. Ligesom han kunne se hende, da hun var hjemme i huset hos morfar. Så hvorfor kunne han ikke se hende nu? Måske han bare ikke kunne se himlen godt nok.

Han løb længere frem. Kiggede op mellem trækronerne. Men de var så store og flotte, at han nogle gange glemte, at han var i gang med at lede efter mormor. Men så pludselig kom han i tanke om det igen. Så løb han videre. Men der var ikke rigtig noget hul igennem til himlen. Så han løb videre.

Pludselig fandt han et sted, hvor trækronerne ikke dækkede for himlen. Han smilede, da han så det. Han blev helt glad indeni, for nu kunne han måske endelig få sin mormor at se igen. Men hun var der ikke.

Valentin satte sig ned på en stor sten, der lå ved siden af stien. Han var lidt ked af det, for han savnede jo sin mormor, og han ville så gerne fortælle hende om alt det sjove, han havde lavet i børnehaven. Og han ville så gerne vise hende den tegning, han havde tegnet til hende. Og han ville så gerne spille pingvin-bowling med hende, som de så tit havde gjort. For mormor havde grinet så meget, når de havde spillet det, og det, syntes Valentin, var så skægt. Men han kunne ikke finde hende. Og hvis hun boede i himlen nu, som mor og far havde sagt, hvorfor kunne han så ikke finde hende?

Nej, han kunne ikke sidde her på stenen mere. Ikke når han havde vigtige ting at fortælle sin mormor. Han ville jo så gerne fortælle hende, at han havde spillet den STORE bukke bruse fra De tre bukke bruse i børnehavens teaterstykke. Og han ville jo gerne fortælle hende, at lige netop HAN havde sloges med trolden, så den faldt ned i vandet.

Valentin smilede, for han var så stolt af sig selv, og han vidste, at hans mormor også ville blive stolt af ham. Så ville hun kysse ham på kinden og ae ham ind over håret. Det kunne han så godt lide, når hun gjorde.

Valentin hoppede hurtigt ned fra stenen og løb videre ind i skoven. Mor og far var lige foran ham nu, og hunden havde fundet et hul, den gravede i.

Valentin stoppede op. Kiggede op i trækronerne. Kiggede rundt. Kiggede først den ene vej, så den anden vej. Så tilbage igen. Men det var, som om hele himlen var lukket af. Nu kunne han ikke klare det mere.

Han satte sig ned på jorden og begyndte at græde. Tårerne trillede ned ad kinderne. Valentins mor og far kom løbende tilbage til ham. De satte sig ned til ham og krammede ham, mens de i kor udbrød:
”Hvad er der galt? Har du slået dig?”

Han rystede på hovedet.

”Nej, jeg har ikke slået mig, men jeg er ked af det alligevel…”

”Hvorfor er du ked af det?” spurgte hans far.

”Fordi jeg ikke kan finde mormor!”

”Har du prøvet at finde mormor?” spurgte hans mor.

”Ja, jeg troede, at jeg kunne se hende, hvis bare trækronerne ikke var der. Så ville jeg kunne se hende oppe i himlen, hvor I siger, at hun bor nu. Men jeg kan ikke finde hende, og jeg vil så gerne fortælle hende, at jeg spillede den store bukke bruse.”

Både hans mor og far krammede ham. Hunden kom også og lagde sit store hoved i hans skød. Den kunne nemlig godt mærke, at han var blevet ked af det.

Pludselig udbrød hans far:

”Prøv at kom med her, Valentin!”

Hans far tog ham i hånden og gik med hastige skridt over til et stort træ. Der var nærmest en stige på træet, og oppe i træet var en lille hule. Måske endda et såkaldt træhus. Sådan så det i hvert fald ud for Valentin.

Først kravlede hans far op. Så kravlede Valentin op. Og til sidst kravlede hans mor op. Hunden ventede pænt ved træet nede på jorden, for den kunne jo ikke kravle op.
Der var lige akkurat nok plads oppe i hulen til, at de alle tre kunne være der. De var højt oppe.

”Se, Valentin!” sagde hans far og pegede op i himlen.

Her var der netop et hul gennem trækronerne, og Valentin kunne igen se himlen.

”Nu kan du se himlen!” smilede hans mor.

”Men jeg kan stadig ikke se mormor,” hviskede han.

”Jo, du kan! Du skal bare se rigtig godt efter. For mormor ligner måske ikke helt sig selv mere, men du kan se hende i skyerne. Se! Lige dér! Kan du se hende dér?”

Valentin kiggede grundigt efter. Først kunne han ikke se hende, men pludselig dannede skyen et billede af hans mormor, der smilede ned til ham.

”Hej mormor!” grinede han. ”Jeg vil så gerne fortælle dig om alle de ting, jeg har lavet.”

”Så fortæl hende dem!” hviskede hans mor. ”Hun kan sagtens høre dig, og du kan snakke med hende hele tiden.”
Hun holdt en hånd på hans hjerte.

”Hun er lige her ved dig hele tiden. Hun passer på dig, og hun følger med. Præcis som hun altid har gjort. Du kan bare ikke altid se hende.”

Og så fortalte Valentin sin mormor om alle de ting, han havde lavet. Om hvordan han havde smidt trolden i vandet i teaterstykket, og hvordan de havde spist pandekager om aftenen, da de var kommet hjem. Han fortalte om en ny ven, han havde fået, og hvordan han havde slået sit knæ, da han var faldet.

Da Valentin havde fortalt alt, hvad han gerne ville, kravlede de alle tre ned til hunden, der stadig ventede ved træet. Så kørte de hjem, og Valentin syntes, at de skulle have pandekager til aftensmad.

På vej hjem kiggede han op på skyerne igen. Og pludselig – lige dér – vinkede skyen til ham. Det var hans mormor, der smilede ned til ham. Han vinkede igen, og så forsvandt skyen med hans mormor. Men det gjorde ikke noget. For der var så mange skyer, og han skulle nok finde sin mormor i dem igen.